​Om afbudsregler:

Jeg har en venteliste til afbudstider, så jo før man melder afbud des bedre af hensyn til andre klienter, som evt. kan få glæde af tiden.

Seneste afbudsfrist (altid via sms eller opringning!) for sygesikringsklienter er kl. 12 dagen før en aftalt tid.

Ved afbud senere end de ovennævnte tider afregnes til fuld pris.

Om ventetider:​

Ventetiden hos mig for nye klienter har længe været 6 måneder, hvilket er mere end hos de fleste.

Har du behov for en psykolog, der tager imod lægehenvisninger, anbefaler jeg at se på sundhed.dk, hvor alle psykologer, der er tilknyttet sygesikringen, står oplistet med hjemmesidehenvisninger og nogenlunde opdaterede ventetider.

Du kan også kontakte en af mine kolleger her hos VIA CORDIS.

Maria Joensen, og Nanna Scherfig har ligesom jeg også ydernummer og tager imod lægehenvisninger.

Er du ikke afhængig af at benytte en lægehenvisning, kan jeg anbefale en af mine kolleger uden ydernummer, som med garanti har kortere eller næsten ingen ventetid. Prøv fx. Kamilla Kamp Skjoldman, Winnie Bagge, Christine Rasmussen, Marie Mandel Sneum, Henriette Brender, Jytte Nøhr, Jette Elisabeth Pedersen, eller Pernille Ekeløf, som du alle finder kontaktoplysninger på på undermappen VIA CORDIS. Hos dem kan du, ligesom også hos mig, bruge bevillinger fra en evt. sundhedsforsikring, samt få tilskud fra Sygesikring Danmark, hvis du er medlem der, eller selvfølgelig også være 100% selvbetaler.

Om venteliste til eventuelle afbudstider:​

Hos mig er der i ventetiden eller i nødstilfælde også mulighed for at komme på venteliste til eventuelle afbudstider - en løsning, som langt fra passer til alle, men kun for dem, der har en meget fleksibel kalender og kan reagere relativt hurtigt på en sms.

Oftest vil man få en sms i løbet af aftenen før eller samme morgen som en afbudstid, og da det som oftest vil være først til mølle på listen, der får tiden, er det en fordel at kunne reagere nogenlunde hurtigt.

Kan man affinde sig med de vilkår, kan man til gengæld godt få tilbudt tider hver-hver anden uge efter behov, fra man har været her første gang.

Lige nu er der mange på listen, så der går nok noget tid, før første tilbud om tid vil komme, da jeg prioriterer dem først, som allerede har været her for at folk kan få så meningsfulde forløb som muligt.​

Om førstehjælp:​

Nærmeste hjertestarter befinder sig i samme bygning som VIA CORDIS på etagen lige ovenfor hos tandlægerne på 4. sal.

Klik her for nærmere instrukser ved hjertestart.

Om smitteforebyggende foranstaltninger:

Det anbefales for at forebygge smitte med COVID-19 eller andet at holde 1 meters afstand til andre om muligt, og 2 meter, hvis man taler med ansigterne vendt imod hinanden.

Er du syg med noget, der kunne smitte andre, så meld afbud.

Det anbefales at ankomme i sidste øjeblik før den aftalte tid for at begrænse ophold på fællesarealerne.

Der er håndsprit tilgængeligt på stedet, ligesom der gøres rent ugentligt generelt, samt dagligt på særligt følsomme kontaktpunkter som fx. toiletterne.

Om tavshedspligt:

Læs mere her

Om journalpligt:

Læs mere her

Om cookies:

Der indsamles ingen cookies ved besøg på nærværende hjemmeside.

Om behandling af personfølsomme oplysninger:​

Jeg indsamler, registrerer og behandler personfølsomme oplysninger om mine klienter i henhold til psykologloven.

I henhold til psykologlovens Kapitel 1, §6 er jeg forpligtet til at opbevare klientjournaler i mindst 5 år, gældende fra den sidste optegnelse i journalen, som klienten også kan bede om aktindsigt i.

Hvis du ønsker det, kan jeg bevare din journal i længere tid for det tilfælde, at du skulle komme tilbage til mig senere i livet, og dine tidligere oplysninger kunne være af værdi, hvilket de ofte viser sig at være.

Jeg har tavshedspligt, dvs. at jeg ikke må oplyse andre om, at man er eller har været klient hos mig. Ej heller må jeg oplyse andre om indholdet af samtalerne. Jeg må dog tage en sag op til supervision, så længe jeg anonymiserer klientens identitet.

Hvis kommune, forsikringsordning, sygesikringen eller andre betaler forløbet helt eller delvist, vil nødvendige personfølsomme data, som cpr.nr. og antal behandlingsgange automatisk blive delt med betaler. Der forudsættes derfor samtykke til deling af nødvendige og relevante personfølsomme oplysninger, hvis andre betaler dit forløb helt eller delvist.

Drejer det sig om sygesikringsforløb, vil der automatisk blive sendt startbrev og epikrise til henvisende læge med angivelse af start- og sluttidspunkt for henvisningens behandlingsgange og evt. vurdering af yderligere behandlingsbehov.

Drejer det sig om et forløb, som kommunen henviser til, vil de som oftest på forhånd have bedt om en udtalelse hen mod slutningen af de bevilgede timer med vurdering af udbytte samt evt. yderligt behandlingsbehov.

Nogle forsikringsordninger fordrer argumenterende udtalelser fra psykologen ved ansøgning om yderligere timebevillinger flere gange i løbet af et forløb.

Er man ikke indstillet på ovenstående deling af personfølsomme oplysninger, kan man vælge at tilbagekalde sit samtykke til videregivelse af oplysninger og blive 100% selvbetaler i stedet, hvis man ikke var det i forvejen.

Sker det, at tredjepart (kommune, forsikringsselskab eller andre), som ikke i forvejen er henviser/betaler af forløbet beder om en udtalelse (fx til brug for vurdering af støttebehov), vil det kræve samtykke fra klienten og/eller dennes værge.

Sker det at politi eller retsvæsen indhenter en udtalelse, er det min pligt at sende de nødvendige oplysninger uanset samtykke eller ikke. Klienten vil i så fald blive orienteret.

Der vil også være underretningspligt, hvis jeg vurderer, at klienten er til akut fare for sig selv eller andre uden at have den relevante støtte. Klienten og/eller dennes værge vil i så fald blive orienteret.

Tilbagekaldelse af samtykke

Hvis behandlingen af dine personoplysninger er baseret på samtykke, har du ret til at tilbagekalde samtykket. Hvis du tilbagekalder samtykket, påvirker det ikke behandlingen forud for tilbagekaldelse af samtykket, herunder en videregivelse baseret på samtykke.

Dersom afregning af dit behandlingsforløb kræver deling af personoplysninger efter et tilbagetrukket samtykke, indebærer det tilbagetrukne samtykke, at du selv betaler for den del af terapien, der endnu ikke måtte være afregnet med andre. For det tilfælde afregnes til den til enhver tid gældende takst for egenbetalere.

Dine rettigheder​

Du har – med lovens begrænsninger - visse rettigheder, herunder retten til indsigt i personoplysninger, retten til at få ændret ukorrekte oplysninger, retten til at få slettet oplysninger, retten til at få begrænset oplysninger, retten til dataportabilitet, retten til at gøre indsigelse mod behandlingen af personoplysningerne, herunder ift. automatiseret, individuel beslutningstagning (”profilering”).

I forhold til sletning er denne rettighed dog modificeret af Bekendtgørelse om psykologers pligt at føre ordner optegnelse, som bestemmer, at der ikke må ske sletning i patientjournaler, men alene rettelse, tilføjelse.

Du har også ret til at klage til en kompetent tilsynsmyndighed, herunder Datatilsynet.

Om datasikkerhed:​

Dine personfølsomme oplysninger bevares sikkert hos mig.

Journalerne, som er i papirform, har plads i et aflåst skab.

Min computer er beskyttet med div. kodeord, kryptering, virusbeskyttelse m.m..

Skal jeg maile personfølsomme oplysninger, sendes de enten via sikker mail, eller jeg sender oplysningerne i et kodet dokument, så kun den rette modtager vil kunne åbne det.

Har du behov for at sende personfølsomme oplysninger til mig, opfordrer jeg til at sende til min sikre mail: psykolog@stinemallingthorsen.onmicrosoft.com, eller alternativt sms'e via app'en "Signal", som er sikker.

Om utilsigtede hændelser:

Læs mere her

Om klagevejledning:​

Hvis en klient ønsker at klage over den sundhedsfaglige behandling, skal klagen indbringes til Styrelsen for Patientklager.

Klager kan også fremsættes for Psykolognævnet, som er tilsynsmyndighed for autoriserede psykologer, og som vurderer, om en psykolog har udført sit arbejde med omhu, samvittighedsfuldhed og uhildethed, jf. Lov om psykologer.

Såfremt en klient ønsker at klage over forhold vedrørende praksisoverenskomsten (POK), kan klienten henvende sig direkte til den region, hvor psykologen har sin praksis. Klagen behandles i det regionale samarbejdsudvalg. Sagens parter kan anke afgørelsen til Landssamarbejdsudvalget.

Psykologen medvirker aktivt til udredning af klagesager. I forbindelse med en klagesag er psykologen forpligtet til at afgive fuld oplysning om alle forhold vedrørende klagen til regionernes samarbejdsudvalg og Landssamarbejdsudvalget. Psykologen iværksætter handlinger til forbedringer af kvaliteten på baggrund heraf, hvis det er relevant.

Er du forvirret?​

Hvis du har spørgsmål vedrørende ovenstående punkter under "det med småt", er du velkommen til at kontakte mig.

For at se dette Googlemap skal du acceptere marketing cookies.

Administrer samtykke

Stine Malling Thorsen

Autoriseret psykolog

VIA CORDIS

Kontakt mig

​VIA CORDIS

Algade 33, 3 sal, 4000 Roskilde

- Klik her for rutevejleding

​​​

​​Telefon: 28 51 49 28

Mail: psykolog@stinemallingthorsen.dk

Videolink til online samtaler

CVR: 32044239